Evaluering
Evaluering er ganske enkelt det, underviseren og/eller kursisten gør for at kunne vurdere, hvorvidt kursisten opfylder læringsmålet. Det handler om at vurdere forholdet mellem det, kursisten viser gennem aktiviteterne og så de kriterier, der danner en rød tråd gennem læringsmål og aktiviteter, og som underviseren fastsætter for opfyldelse af læringsmålene.
På den måde er vurderingskriterierne de tegn på læring, der forventes at dukke op fx i kraft af aktivitetens udtryksform. I visse tilfælde, hvor læringsmålet kompleksitetsgrad er lav, er det muligt at fastsætte entydige kriterier på forhånd.
Eksempelvis er det muligt at fastsætte entydige kriterier for, hvorvidt kursisten kan navngive regnearkets funktioner til pivotberegninger, mens det modsat kun er muligt at lave flertydige kriterier for, hvorvidt kursisten kan anvende regnearkets forskellige funktioner til at lave pivotberegninger. Det skyldes, at en korrekt anvendelse kan ske på et utal af måder, og så kan kriterierne ikke fastsættes entydigt, som det er tilfældet med navngivelsen, fordi funktionerne nu engang hedder det, de hedder.
Skellet mellem entydige og flertydige kriterier danner et tilsvarende skel mellem evalueringsformer. Digitale selvrettende test er udbredt en evalueringsform, der velegnet sig til at vurdere, hvorvidt entydige kriterier bliver opfyldt af kursistens demonstreret viden og færdigheder. Evalueringsformen virker ved, at korrekte og ikke-korrekte svar defineres på forhånd, uploades i et testprogram og sammenlignes direkte med kursistens svar, fx i multiple choice testopgaver. Med denne evalueringsform, er det testprogrammet, der så at sige varetager vurderingen.
I mange andre tilfælde, hvor læringsmålets kompleksitetsgrad er middel eller høj, og de fastsætte kriterier derfor bliver flertydige, er det nødvendigt at overveje andre evalueringsformer. Her varetages vurderingen fx af underviseren, en medkursist eller kursisten selv på en måde, der giver mening ift. aktivitetens arbejdsform og udtryksform. Har kursisten fx arbejdet med pivottabeller og -diagrammer i et regneark, er det oplagt at vurdere opfyldelsen af læringsmålet ved at gå arbejdet efter. Brug evt. vejledende løsninger, så kan kursisten selv foretage vurderingen.
Hvis udtryksformen er en dialog og samtale, anvendes skrive-, optage- eller præsentationsværktøjer til at fastholde præstationen, og det er ”produktet” heraf, der vurderes og dokumentere udbyttet. I længere forløb, der baserer sig på flere AMU-mål, tages portfolio værktøjer i brug for at vurdere udviklingen over tid. Find et værktøj, hvor udtryksform og evalueringsform supplerer hinanden godt.